Didaktik 2.0
Overgangen til videnssamfundet stiller nye krav til læring og dermed krav til nye didaktiske principper og didaktiske designs. På baggrund af kvalitative studier opstiller Gynther og Christiansen principper for en didaktik 2.0. Vi har valgt at fokusere på:1. At læreren medtænker eleven som didaktisk designer. Læreren styrer ikke længere alle didaktiske beslutninger. Eleven kommer i højere grad på banen og træffer beslutninger om mål og indhold, herunder hvilke strategier, hvilke ressourcer, hvilken type remediering og hvilken type slutprodukt, der skal føre til løsning af en opgave.
2. Øget inddragelse af de fem web 2.0-praksisformer: At søge, at samle, at remediere, at producere og videndele og at kommunikere. De første to er slået igennem i skolen, mens de sidste tre kun er på vej.
3. En ny didaktik bør også inddrage en ny type elevprodukter - kaldet vidensprodukter 2.0. De adskiller sig fra traditionelle elevprodukter som fx stile, rapporter og diktater, ved at have et remedieret indhold, muligheder for vidensdeling og indhold der er produceret i fællesskaber.
Konsekvensen heraf er, at man må tænke anderledes, når elevernes produkter evalueres. Fokus skal ikke være på slutproduktet, men på elevens deltagelse i processen. Denne deltagelse kan vurderes ud fra tre centrale kompetencer: informationskompetence (hvordan anvendes information), didaktisk kompetence (valg af ressourcer) og remedieringskompetence (brug af remix). (Gynther/Christiansen 2010)
Bloom i ny indpakning
I en opdateret version af Blooms taksonomi gives et bud på aktiviteter, der har potentiale for elevens læringsudbytte. Her lægges der som noget nyt vægt på at skabe og konstruere, som det øverste niveau i taksonomien, mens vurdere er rykket ned i næstøverste lag. Kreativitet og produktion er altså opprioriteret for at udvikle selvstændighed, selvbevidsthed og handlekompetence. Som i den gamle trekant gælder det, at jo højere man kommer i taksonomien, jo større er læringsudbyttet. Det er dog ikke nok at skabe aktiviteter i toppen af taksonomien. Der bør være en sammenhæng mellem mål, indhold og læringsmuligheder, for at eleven kan opbygge kompetencer til at kunne løse opgaver på højeste niveau (Bundsgaard/Illum Hansen 2013)
Delkonklusion
Vore teoretiske nedslag viser, at undervisningen bør medtænke eleven som didaktisk designer, inddrage de 5 web 2.0-praksisformer og afføde kollaborative, vidensdelende, remedierede produkter, hvorunder processen evalueres. Man bør også tænke i aktiviteter, der spreder sig i Blooms taksonomi. Denne viden vil vi bruge, når vi i det følgende analyserer læremidlet SmåP.Det er vigtigt at have for øje, at arbejde i fællesskaber ikke tilgodeser alle typer elever. Det kan også diskuteres, om Blooms fokus på at skabe og producere automatisk udløser erkendelse ved eleven. Begge kritikpunkter vender vi tilbage til.
